Aarhus fejrer sit første mesterskab i 40 år, og byen er i feststemning. Søndagens guldfest fik ikke for lidt, og for mange århusianere fortsatte den hele natten. Det var trods alt AGF's første mesterskab i 40 år. For flere af byens uddannelsesinstitutioner trak festen da også tydelige spor dagen derpå, hvor det ikke var alle, der fandt vejen til skolebænken. Hos Aarhus Business College kunne de i hvert fald godt mærke, at byen var blevet vendt på hovedet i søndags. Der var mærkbart færre elever mandag morgen, end der normalt ville være, fortæller Kristian Leider, der er kommunikationschef for Aarhus Business College. Men selvom fraværet var til at mærke, blev det mødt med overbærenhed fra uddannelsesstedet. Vi glæder os over, at vi har nogle unge mennesker, der er engagerede i byen og det samfund, de lever i. Det er jo bare fedt, at byen har noget at samles om. Der har været kæmpe glæde og begejstring på vores skoler. Vi kan virkelig mærke stemningen blandt vores elever og ansatte de her dage. Også på Marselisborg Gymnasium havde guldfesten sat sine spor mandag morgen. Her var der flere steder halvtomme klasseværelser, da de første timer i blandt andet matematik og tysk skulle i gang. Det fortæller gymnasiets rektor, Jeppe Kragelund, til Ekstra Bladet. Men også her blev situationen mødt med en vis rummelighed. Vi må jo indrømme, at der har været dage, hvor der er mødt flere ind klokken otte, end denne mandag. Jeg hørte, at der var halvtomme klasser om morgenen, men så er eleverne mødt op senere på dagen, siger Jeppe Kragelund, rektor på Marselisborg Gymnasium. De pligtopfyldende elever, der mødte op fra morgenstunden - og dem, der dukkede op senere på dagen - fik da også en god dag sammen. De var jo lidt trætte og slidte, men det er jo også sjovt at komme hen på sin skole og arbejdsplads og fejre det med hinanden. Mange elever har haft AGF-trøjer på, og det skaber bare et sammenhold. Og ja, så var de måske lidt mindre effektive. Men vi er tilbage på sporet og hverdagen går videre. Regler er dog regler, og de elever, der ikke mødte op, fik naturligvis fravær, afslutter rektoren.