Aarhus kommune er ved at opføre et nyt stadion, som superligaklubben AGF skal spille på i fremtiden. Et stadion i 'verdensklasse', som politikere i byen har kaldt det. Fra starten har byggeriet været et af de dyreste kommunale byggerier i nyere tid. Men blød jord, politikernes ønsker til et endnu dyrere design og AGF's VIP-faciliteter har drevet prisen op. Siden december 2022 er regningen steget fra 650 mio. kr. til 994 mio. kr. Og det er skatteborgerne i Aarhus, der må betale prisen. Samtidig har projektet i Aarhus de seneste fem år haft fire forskellige direktører. Rådmænd og borgmester sagde intet, da de fik besked om, at prisen var steget. Ansvaret for byggeriet har været lagt i en styregruppe med to rådmænd samt Jacob Bundsgaard. Når Aarhus Kommune er bygherre, er det det samlede byråd, der har ansvaret for at sikre, at byggeriet bliver håndteret ordentligt. Advokatundersøgelsen viser, at de ansvarlige politikere blev advaret igen og igen om, at deres økonomiske ramme aldrig ville holde. Men måske politikerne i Aarhus burde have vidst, at prisen kunne stikke af. For arkitekthuset, der har tegnet det nye stadion, slæber et spor af dyre projekter efter sig. Pengene kommer fra borgerne, og det sker oven på et år med historisk svære budgetforhandlinger, der endte med svære besparelser på bl.a. skoleområdet. Prisen for byggeriet stiger stadig, og i foråret 2025 skal kommunalpolitikerne i Aarhus finde besparelser.